Transformatorer - spændingstransformatorerne
Transformatorer, eller forkortet transformere, omdanner vores netspænding på 230 V til ekstra lave spændinger på 6, 12 eller 24 V. De kan også oversættes som spændingstransformatorer (latin transformare = omdanne, konvertere). I belysningsteknologien er der brug for transformatorer til armaturer, der drives med pærer med lav spænding. Generelt er transformere en integreret del af elektroteknikken. De er ansvarlige for at reducere og øge vekselspændingen og findes i næsten alle elektriske apparater, hvis driftsspænding afviger fra netspændingen. Transformatorer er også uundværlige i den almindelige strømforsyning, da elektricitet kun kan transporteres effektivt ved hjælp af højspændingsledninger og derfor skal omdannes igen bagefter ved hjælp af en transformer.
To typer strømforsyningsenheder med konstant spænding
To forskellige typer transformatorer kan bruges til at drive lys: den konventionelle, magnetiske transformer (K-transformer) eller den elektroniske transformer (E-transformer). Den konventionelle transformer er en mekanisk transformer, hvis virkemåde er baseret på samspillet mellem to spoler og loven om induktion. Den elektroniske transformer konverterer derimod spændingen ved hjælp af elektroniske kredsløb. Den har den fordel, at den er meget mere kompakt og lettere end en konventionel transformer.
Transformatorens historie
Selvom induktionsprincippet, som den konventionelle transformer er baseret på, har været kendt siden Michael Faradays opdagelse i 1831, blev den første transformer først udviklet 50 år senere. I 1851 præsenterede Lucien Gaulard og John Gibbs deres opfindelse, den første transformer, i London. Fire år senere søgte ungarerne Károly Zipernowsky, Miksa Déri og Otto Titusz Bláthy imidlertid om patent. Fra da af blev transformatorerne solgt over hele verden af et ungarsk firma. Men en amerikaner ved navn George Westinghouse skulle blive kendt for udbredelsen af vekselstrømssystemet og dermed transformatoren.
